Batterilageret.dk Cookie information

På vores website bruges cookies for at opnå en funktionel side og for at huske dine foretrukne indstillinger. Ved hjælp af cookies sikrer vi, at siden hele tiden forbedres, og at vores markedsføring bliver relevant for dig. Ved at give dit samtykke, så tillader du, at vi sætter cookies (enten i form af egne cookies og/eller fra tredjeparter), og at vi behandler de personoplysninger, som indsamles via de cookies. Du kan læse mere om cookies i vores cookiepolitik her.

0DKK
I alt0,00 DKK
Vis indkøbskurv
Menu
Vi leverer din pakke med dag til dag leveringDAG TIL DAG LEVERING
FRI FRAGT v/499,-
DANSK LAGER
30 DAGES RETURRET
HØJ TRUSTSCORE
Batterilageret.dk - Flot artikel i Randers Amtsavis



Batterilageret.dk - Flot artikel i Randers Amtsavis

Artikel uge 09 2023: "Det hedder Batterilageret, men har du brug for et paddleboard eller et telt, er det også på lager. Og tallet på regnskabets bundlinje vokser."
Artikel Randers Amtsavis 212. årgang nr. 64 uge 09

Det hedder Batterilageret, men har du brug for et paddleboard eller et telt, er det også på lager. Og tallet på regnskabets bundlinje vokser.

Batco Nordic blev grundlagt for 23 år siden og solgte dengang hovedsagelig genopladelige batterier. Batterierne er stadig kerneproduktet, men mange andre varetyper er de senere år kommet til, ligesom der er hentet markedsandele i Sverige og Norge.

Randers: - For et par år siden var der en kunde, som efter en handel spurgte mig: "Hvorfor har I egentlig ikke telte?" Det havde jeg ikke noget præcist svar på, men måske var det en ganske god idé, så vi fandt en teltleverandør, og sidste år solgte vi cirka 1000 telte, fortæller Robert Nyborg Jæger.

Eksemplet fortæller meget præcist, hvordan virksomheden Batco Nordic, der har adresse på Virkevangen i Assentoft, udvikler og har udviklet sig gennem det seneste årti.

Robert Nyborg Jæger er direktør og anden generation i Batco Nordic, som faderen Kjeld Nyborg stiftede for 23 år siden, og som i de første mange år stort set udelukkende levede af at sælge genopladelige batterier. Salget gik strygende op gennem nullerne, men så begyndte efterspørgslen på de genopladelige batterier at falde drastisk i takt med, at produkter, som bruger almindelige batterier, blev færre. Således faldt salget på få år fra en million genopladede batterier om året til cirka 5000 i 2016.

Nye varetyper
Skulle udviklingen ikke ende i en afvikling, måtte der altså andre og flere boller på suppen. Og da afvikling af virksomheden hos Kjeld Nyborg lå langt nede på listen over mulige løsninger, faldt valget i stedet på at udvide varesortimentet til at omfatte andet end blot batterier.

I første omgang udvidedes med en række produkter, som havde det tilfælles, at de skulle bruge batterier for at fungere, men siden har virksomheden suppleret med adskillige varer, som intet har med batterier eller elektronik at gøre. Og flere af de nye varenumre er kommet til mere eller mindre på samme måde som den beskrevne i indledningen til denne artikel.

- Ofte er det i dialog med kunderne eller på messer, at vi får ideen til at tage et nyt produkt ind. Og eneste kriterium for, om vi vælger at forsøge os med et bestemt produkt er i virkeligheden, om vi tror, det kan sælges eller ikke. Og vist har vi da valgt forkert engang imellem, siger Robert Nyborg Jæger.

Omsætning firedoblet
Han overtog ledelsen af virksomheden for fem år siden, da han også fik en lille bid af ejerskabet. Det er dog fortsat Kjeld Nyborg der ejer hovedparten af virksomheden, og han kommer også jævnligt, cirka en gang om ugen, i virksomheden.

- Han blander sig ikke i ledelsen, men vi bruger ham alligevel meget, for ingen har som ham næse for nye trends og tendenser, så når han mener, vi bør satse på en bestemt varegruppe, så følger vi som regel hans råd, siger Robert Nyborg Jæger, som dog også selv har vist, at han faktisk har styr på det med at lede en virksomhed.

I hvert fald er både omsætning og indtjening vokset støt de seneste fem seks år. Faktisk er omsætningen firedoblet i perioden.

- Vi befinder os i en branche, hvor omstillingsparathed er vigtigere end nogensinde, så derfor har vi hele tiden fokus på, hvilke nye veje vi måske skal bevæge os ud ad, siger Robert Nyborg Jæger.

Han har for ganske nylig ansat to nye medarbejdere, som begge udelukkende er beskæftiget med at oprette nye produkter i virksomhedens system.

Ren nethandel
Batco Nordic har gennem de senere år ikke blot udvidet varesortimentet, også salgskanalerne er ændret.

- Tidligere havde vi fire udkørende sælgere, i dag foregår alt salg over nettet, først og fremmest via vores hjemmeside "Batterilageret.dk", fortæller Robert Nyborg Jæger, som også peger på et andet vigtigt greb i jagten på fortsat vækst, nemlig erobringen af nye markeder.

I dag er man ved at have godt fat i såvel det svenske som det norske marked, hvor Batco Nordic har været siden henholdsvis i 2016 og 2020.

- Vi er da lidt udfordret af de aktuelle valutakurser, men begge markeder fylder efterhånden pænt i vores samlede aktiviteter. Og lige nu bruger vi en del ressourcer på at forberede os på en erobring af Finland også, siger Robert Nyborg Jæger.

"I langt de fleste tilfælde bliver varen sendt afsted samme dag, som bestillingen indløber. Det kræver, at vi har alle varenumre på lager, hvorfor vores 1200 kvadratmeter store højlager her i Assentoft konstant er fyldt op med varer for omkring seks millioner kroner."
Citat: Robert Nyborg Jæger, Direktør Batco Nordic

Videre fortæller han, at det typisk tager omkring tre år at få ordentligt fodfæste på et nyt marked.

- Vi bruger en del penge på markedsføring ikke mindst via Google. Når man som os har mange varegrupper, gælder det om at være blandt dem, der først dukker op, når man eksempelvis søger på et bilbatteri, et telt, eller hvad vi ellers har på hylderne, siger Robert Nyborg Jæger.

Dyr markedsføring
Batco Nordic lægger ifølge direktøren hver måned mellem 200.000 og 300.000 markedsføringskroner til Google og andre.

Robert Nyborg Jæger har allerede nævnt omstillingsparathed og søgen efter nye markeder som vigtige forudsætninger for vækst, men andre faktorer er lige så vigtige.

- Først og fremmest skal man sørge for, at medarbejderne trives og har det godt. Det er og har vi altid været optaget af her i virksomheden, hvor vi også føler et socialt ansvar, siger han og henviser her til, at tre af Batco Nordics 11 medarbejdere er ansat på særlige vilkår som fleksjob eller nedsat tid.

Leveringstid og leveringssikkerhed er en anden faktor, som Robert Nyborg Jæger nævner som en vigtig faktor, når det handler om såvel at fastholde kunder som at vinde nye.

- Derfor arbejder vi med dag til dag levering. I langt de fleste tilfælde bliver varen sendt afsted samme dag, som bestillingen indløber. Det kræver, at vi har alle varenumre på lager, hvorfor vores 1200 kvadratmeter store højlager her i Assentoft konstant er fyldt op med varer for omkring seks millioner kroner, fortæller Robert Nyborg Jæger.

Batterier er kernen
Selv om produktsortimentet i den grad har udviklet sig over årene, understreger han, at batterier fortsat er kernen i forretningen.

- Du kan ikke nævne en batteritype, vi ikke har. Uanset om du skal have et batteri til bilen, til cyklen, til juletræskæden, til robotstøvsugeren eller til oplagring af strøm fra dit solcelleanlæg, så bare kontakt os, vi har det, siger Robert Nyborg Jæger og fortsætter:

- Batteribanker til netop til solcelleanlæg sælger vi flere og flere af. Det kan være til anlæg i privaten, hvor man gerne vil have mulighed for at lagre strøm til senere brug, men det kan også være til brug i en ødeliggende jagthytte, i en campingvogn eller måske i en båd.

En stigende forretningsgren er også bygning af større batteripakker for eksempel til robotter, der anvendes i industrien.

Virksomheden hedder Batco Nordic, men netbutikkerne finder man på adresserne batterilageret.dk og batterinet.dk.